Spring over

Hvordan får jeg selv et parti på stemmesedlen?

Før et nyt parti kan blive opstillingsberettiget til folketingsvalg eller Europa-Parlamentsvalg, skal partinavnet godkendes af Valgnævnet. Enhver, der har valgret, kan søge om at få godkendt et nyt partinavn.  

Når Valgnævnet har godkendt partinavnet, opretter Indenrigs- og Sundhedsministeriet en indsamling for partiet her på vælgererklæringsportalen. Derefter kan vælgere frit logge ind på portalen og afgive vælgererklæringer for partiet i de 3 år, hvor Valgnævnets godkendelse gælder.

For tiden skal et parti indsamle 20.195 vælgererklæringer for at kunne stille op til folketingsvalg og 70.680 vælgererklæringer for at stille op til Europa-Parlamentsvalg. 

Når partiet har indsamlet vælgererklæringer nok, kan det afslutte indsamlingen og ansøge indenrigs- og sundhedsministeren om at blive opstillingsberettiget. Dette kaldes en partianmeldelse. Partier med en gyldig partianmeldelse har ret til at komme på stemmesedlen ved næste valg.

Du kan læse mere om, hvordan du danner et nyt parti, på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside her.