Hjælp
Vælgererklæring.dk er en portal til indsamling af vælgererklæringer for nye partier, der ønsker at stille op til folketingsvalg og Europa-Parlamentsvalg. Enhver, der har valgret, kan afgive en vælgererklæring og dermed støtte et nyt parti til at komme på stemmesedlen.
Spørgsmål og svar
Når et parti har fået vælgererklæringer nok og søgt om at komme på stemmesedlen til næste valg, bliver indsamlingen låst. Hvis du har afgivet en vælgererklæring for partiet, vil du derfor ikke kunne trække den tilbage efter dette tidspunkt. Da vil du være bundet af vælgererklæringen, så længe den er med til at gøre partiet opstillingsberettiget.
Vælgererklæringer for et parti, der er blevet opstillingsberettiget, er bundet til partiet indtil næste folketingsvalg, dog mindst i 18 måneder regnet fra det tidspunkt, hvor partiet stoppede indsamlingen af vælgererklæringer og meddelte Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at partiet ønskede at blive opstillingsberettiget.
Derefter bliver vælgererklæringerne automatisk slettet. De bliver også slettet, hvis partiet bliver nedlagt, eller hvis indsamlingsperioden er udløbet. Når din vælgererklæring er blevet slettet, vil du igen frit kunne afgive en ny.
Der er i øjeblikket ingen låste indsamlinger, da ingen partier aktuelt har indsamlet tilstrækkeligt med vælgererklæringer til at kunne stille op ved næste valg.
Der kan være flere grunde til, at du ikke kan afgive en vælgererklæring.
For det første kan du kun afgive én vælgererklæring til folketingsvalg og én til Europa-Parlamentsvalg. Hvis du allerede har afgivet en vælgererklæring til et parti, kan du altså ikke afgive en mere til samme valg.
For det andet skal du bruge MitID for at afgive vælgererklæring på portalen. Hvis du er fritaget for Digital Post og ikke har MitID, kan du i stedet afgive en vælgererklæring på papir.
Du kan læse mere om at afgive en vælgererklæring uden MitID her.
For det tredje skal du skal have valgret for at afgive en vælgererklæring. For at kunne afgive vælgererklæring for et parti, der samler vælgererklæringer ind til folketingsvalg, skal du altså kunne stemme til folketingsvalg. For at kunne afgive vælgererklæring for et parti, der samler vælgererklæringer ind til Europa-Parlamentsvalg, skal du kunne stemme til Europa-Parlamentsvalg i Danmark. Hvis du ikke har valgret, får du besked om dette, når du logger ind.
Hvis du som dansk statsborger er flyttet til udlandet og er registreret som udrejst i CPR, kan du som udgangspunkt ikke stemme til valg i Danmark, og du vil derfor heller ikke kunne afgive en vælgererklæring. I nogle tilfælde kan udlandsdanskere dog blive optaget på valglisten efter ansøgning, hvorefter de også vil kunne afgive vælgererklæringer.
Du kan du læse mere om betingelserne for valgret på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside her.
Alle vælgere kan afgive en vælgererklæring på vælgererklæringsportalen med MitID, uanset om de er tilmeldt Digital Post eller ej. Hvis du er fritaget for Digital Post, har du derudover mulighed for at afgive en vælgererklæring på papir ved at kontakte Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Når du ringer til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, skal du oplyse dit fulde navn og CPR-nummer, så medarbejderen kan slå op, om du har valgret og er fritaget for Digital Post. Det er nemlig kun vælgere, der er fritaget for Digital Post, der kan indgive deres vælgererklæring på papir. Selvom du er fritaget for Digital Post, skal du være opmærksom på, at du ikke kan afgive en vælgererklæring på papir, hvis du allerede har igangsat eller bekræftet en vælgererklæring digitalt. I så fald er du nødt til digitalt at bekræfte eller tilbagetrække din digitalt afgivne vælgererklæring.
Hvis du lever op til betingelserne, sender Indenrigs- og Sundhedsministeriet et brev til dig med en vælgererklæringsblanket, som skal udfyldes med navnet på det parti, du ønsker at støtte. Brevet skal underskrives og returneres til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Når ministeriet modtager vælgererklæringen, registreres den i vælgererklæringsportalen. Dermed indgår den i partiets indsamling sammen med de andre vælgererklæringer, der er indgivet digitalt via denne hjemmeside.
Derudover kan visse andre vælgere have behov for at afgive en vælgererklæring på papir, fordi de ikke er registreret i CPR. Dette gælder f.eks. herboende EU-diplomater, som er registreret i Udenrigsministeriets protokol.
Hvis du er er tilmeldt Digital Post, skal du i stedet logge ind på vælgererklæringsportalen med MitID for at afgive en vælgererklæring.
Du kan kontakte ministeriet på telefon 72 26 90 00, mandag-torsdag 8-16 og fredag 8-15.30.
At afgive en vælgererklæring er en vigtig demokratisk handling, der kan være med til at gøre det muligt for et nyt parti at stille op og blive valgt ind i Folketinget eller Europa-Parlamentet.
Derfor går der 7 dage, fra man første gang tilkendegiver at ville støtte et parti, til man kan afgive sin endelige vælgererklæring. De 7 dage kaldes en eftertænksomhedsperiode og skal sikre vælgeren mulighed for i fred og ro at overveje det nærmere, før man tager sin endelige beslutning.
Hvis du vil trække en vælgererklæring tilbage, skal du logge ind med MitID. Derefter kan du se, hvem du har afgivet vælgererklæring for, og du får mulighed for at trække den tilbage.
Du kan også trække vælgererklæringen tilbage ved at følge linket i den kvittering, du fik i din e-Boks, da vælgererklæringen blev registreret.
Du kan trække din vælgererklæring tilbage, så længe partiet stadig samler vælgererklæringer ind.
Hvis partiet har fået vælgererklæringer nok og søgt om at komme på stemmesedlen til næste valg, bliver indsamlingen låst. Derefter vil du ikke længere kunne trække din vælgererklæring tilbage. Da vil du være bundet af vælgererklæringen, så længe den er med til at gøre partiet opstillingsberettiget. Her kan du finde en liste over de opstillingsberettigede partier, man i øjeblikket ikke kan tilbagetrække vælgererklæringer fra.
Hvis partiet ikke længere samler vælgererklæringer ind, fordi indsamlingsperioden er udløbet, eller partiet er nedlagt, bliver din vælgererklæring automatisk slettet. Derefter vil du igen frit kunne afgive en ny.
Log ind for at finde din afgivne vælgererklæring.
At afgive en vælgererklæring er vælgernes mulighed for at hjælpe et nyt parti til at komme på stemmesedlen til næste valg. Alle nye partier, der vil stille op til folketingsvalg eller Europa-Parlamentsvalg, skal nemlig først indsamle vælgererklæringer.
Et parti kan indsamle vælgererklæringer til folketingsvalg eller Europa-Parlamentsvalg eller begge dele. Et parti skal i øjeblikket indsamle 20.195 vælgererklæringer for at kunne stille op til folketingsvalg. Antallet svarer til 1/175 af alle gyldige stemmer ved sidste folketingsvalg.
Et parti skal i øjeblikket indsamle 70.680 vælgererklæringer for at kunne stille op til Europa-Parlamentsvalg. Antallet svarer til 2 procent af alle gyldige stemmer ved sidste folketingsvalg.
Et parti skal indsamle 20.195 vælgererklæringer for at kunne stille op til folketingsvalg. Det svarer til 1/175 af de gyldige stemmer ved sidste folketingsvalg.
Et parti skal indsamle 70.680 vælgererklæringer for at kunne stille op til Europa-Parlamentsvalg. Det svarer til 2 procent af de gyldige stemmer ved sidste folketingsvalg.
Antallet er bl.a. fastsat efter, at det kun er partier med en vis opbakning fra vælgerne og dermed en reel chance for at blive valgt, der skal kunne stille op til valg.
Når et parti har indsamlet det nødvendige antal vælgererklæringer, kan det afslutte indsamlingen ved at kontakte Indenrigs- og Sundhedsministeriet og anmode om at blive opstillingsberettiget. Dette kaldes en partianmeldelse. Når partiet har anmeldt sig, bliver indsamlingen låst, og vælgere vil ikke længere kunne afgive eller tilbagetrække vælgererklæringer fra partiet.
Du kan afgive én vælgererklæring til folketingsvalg og én til Europa-Parlamentsvalg. Hvis du allerede har afgivet en vælgererklæring til et parti til folketingsvalg, kan du derfor ikke også afgive en for et andet parti, der ønsker at stille op til folketingsvalg.
Du kan dog trække din vælgererklæring tilbage fra et parti, hvis det endnu ikke har afsluttet sin indsamling og søgt om at blive opstillingsberettiget. Derefter vil du igen kunne sætte den på et andet parti.
Hvis partiet har fået vælgererklæringer nok og søgt om at deltage i næste valg, bliver indsamlingen låst, og du vil ikke længere kunne trække din vælgererklæring tilbage. Da vil du være bundet af vælgererklæringen, så længe den er med til at gøre partiet opstillingsberettiget.
Hvis partiet ikke længere samler vælgererklæringer ind, fordi indsamlingsperioden er udløbet, eller partiet er nedlagt, bliver din vælgererklæring automatisk slettet. Derefter vil du igen frit kunne afgive en ny.
Når du vil afgive en vælgererklæring, behandler Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplysninger om dig. Derfor skal ministeriet efter databeskyttelsesforordningen* give dig information om behandlingen af personoplysninger. Informationen er alene til orientering. Du behøver således ikke at foretage dig noget, og du mister ingen rettigheder ved ikke at læse informationen.
1. Dataansvar
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er dataansvarlig for det digitale portalsystem, vælgererklæring.dk. Dette indebærer, at ministeriet er dataansvarlig for indretningen af og sikkerheden i systemet, herunder f.eks. adgangskontrol i forbindelse med vælgernes log-in i systemet. Ministeriet er dataansvarlig for et partis støttetilkendegivelser (betegnes igangsættelse af en vælgererklæring i systemet) og vælgererklæringer, uanset om de er afgivet digitalt eller efter den papirbaserede procedure. Ministeriet er endvidere dataansvarlig for opslag i Det Centrale Personregister (CPR), som sker, når systemet indhenter dit navn og adresse og kontrollerer, om du har valgret.
Ministeriets kontaktoplysninger er:
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.nr. 72 26 90 00
E-mail: valg@im.dk
CVR-nr. 12188668
Databeskyttelsesrådgiver
Hvis du har spørgsmål til Indenrigs- og Sundhedsministeriets behandling af oplysninger om dig, er du altid velkommen til at kontakte ministeriets databeskyttelsesrådgiver.
Du kan kontakte ministeriets databeskyttelsesrådgiver på følgende måder:
- Digital Post til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Att.: Databeskyttelsesrådgiveren
- På e-mail: databeskyttelse@sum.dk
- På telefon: 72 26 90 00
- Ved brev: Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Slotsholmsgade 10-12, 1216 København K, Att.: Databeskyttelsesrådgiveren
Formålene med og retsgrundlaget for behandlingen af oplysninger om dig
Oplysningerne om dig behandles til brug for partiernes anmeldelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet med henblik på opstilling til folketingsvalg eller Europa-Parlamentsvalg. Behandlingen sker endvidere med henblik på, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan undersøge, om partierne er opstillingsberettigede.
Retsgrundlaget for Indenrigs- og Sundhedsministeriets behandling af oplysningerne om dig følger af:
- Databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c og e.
- Databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra f.
- Databeskyttelseslovens** § 7, stk. 1, og § 11, stk. 1.
- Folketingsvalglovens*** § 12 (hvis du afgiver vælgererklæring til folketingsvalg).
- Europa-Parlamentsvalglovens**** § 11 (hvis du afgiver vælgererklæring til Europa-Parlamentsvalg).
- Bekendtgørelse nr. 1258 af 26. august 2020 om anvendelse af en digital løsning til brug for indsamling af vælgererklæringer.
Kategorier af personoplysninger
I vælgererklæring.dk behandles oplysninger om dit personnummer, oplysning om, hvilket parti du afgiver støttetilkendegivelse og vælgererklæring til, samt datoen for afgivelsen af disse (ved papirbaserede vælgererklæringer – underskriftsdatoen). Disse oplysninger udgør tilsammen din endelige vælgererklæring i vælgererklæring.dk. Herudover indhenter vælgererklæring.dk oplysninger om dit navn og din adresse fra CPR. Desuden undersøger systemet automatisk, om du allerede har afgivet en støttetilkendegivelse eller vælgererklæring til det samme valg. Der indhentes desuden oplysning om, hvorvidt du har valgret, på baggrund af opslag i CPR.
5. Databehandler
Oplysningerne i vælgererklæring.dk behandles på vegne af Indenrigs- og Sundhedsministeriet hos KMD A/S, der fungerer som databehandler.
6. Dine rettigheder
Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til behandlingen af oplysninger om dig. Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på www.datatilsynet.dk.
Af hensyn til beskyttelse af dine oplysninger har Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke adgang til de enkelte digitale støttetilkendegivelser eller vælgererklæringer, som opbevares i vælgererklæring.dk. Det betyder, at hverken ministeriet, partierne eller offentligheden i øvrigt kan se de støttetilkendegivelser og vælgererklæringer, der gemmes i systemet. Ministeriet har dog adgang til oplysninger om støttetilkendegivelser og vælgererklæringer, der er afgivet efter den papirbaserede procedure, for at sikre, at vælgere, der har afgivet vælgererklæring ved hjælp af den papirbaserede procedure, kan få oplysning om deres eventuelle aktiviteter ved henvendelse til ministeriet. Ved et partis anmeldelse som opstillingsberettiget får ministeriet indblik i alle partiets vælgererklæringer i systemet. Endvidere kan ministeriet få indblik i et partis samlede støttetilkendegivelser og vælgererklæringer i systemet, hvis partiet er under undersøgelse for retsstridig indsamling af vælgererklæringer efter reglerne i § 12 a i folketingsvalgloven eller § 11 a i Europa-Parlamentsvalgloven.
I forbindelse med afgivelsen af din digitale støttetilkendegivelse eller vælgererklæring vil du modtage en besked i e-Boks med kvittering for afgivelsen og oplysninger om, hvordan du kan trække din støttetilkendegivelse eller vælgererklæring tilbage.
Ved papirbaserede vælgererklæringer modtager du kvitteringen for afgivelsen af vælgererklæring pr. brev, og du skal rette henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvis du ønsker at trække din vælgererklæring tilbage.
Ved tilbagetrækning af din støttetilkendegivelse eller vælgererklæring bliver støttetilkendegivelsen eller vælgererklæringen slettet, og der sendes en kvittering for tilbagetrækningen. De øvrige oplysninger om dig – f.eks. oplysning om at du har afgivet vælgererklæring (men ikke til hvilket parti), og at den er trukket tilbage – gemmes i systemet i op til 6 måneder efter tilbagetrækningen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal bemærke, at du i visse tilfælde har ret til at gøre indsigelse mod den ellers lovlige behandling af dine personoplysninger, når dette skyldes grunde, der vedrører din særlige situation, se databeskyttelsesforordningens artikel 21, stk. 1.
Opbevaring af dine personoplysninger
Du kan læse om, hvor længe dine oplysninger opbevares i vælgererklæring.dk, i bekendtgørelsen om anvendelse af en digital løsning til brug for indsamling af vælgererklæringer her. Der henvises til bekendtgørelsens § 16.
Klage til Datatilsynet
Du har ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, Indenrigs- og Sundhedsministeriet behandler dine personoplysninger på.
Du finder Datatilsynets kontaktoplysninger på www.datatilsynet.dk.
*Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF.
**Lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).
***Jf. lovbekendtgørelse nr. 1260 af 27. august 2020 af lov om valg til Folketinget med senere ændringer.
****Jf. lovbekendtgørelse nr. 1259 af 27. august 2020 af lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet med senere ændringer.
Når du har bekræftet din vælgererklæring, vil du kunne se, at partiets samlede antal vælgererklæringer bliver opdateret. Din vælgererklæring vil således optræde som et tal på partiet. Hverken ministeriet, partiet eller andre vil kunne se, hvem du har afgivet en vælgererklæring for.
Først når partiet har afsluttet sin indsamling og søgt om at blive opstillingsberettiget, får Indenrigs- og Sundhedsministeriet adgang til oplysninger om, hvem der har afgivet vælgererklæring for et parti. Her skal ministeriet nemlig kontrollere, om alle vælgererklæringer er gyldige og kan tælles med.
Hvis du afgiver eller tilbagetrækker en vælgererklæring på en papirblanket, vil sagsbehandleren i Indenrigs- og Sundhedsministeriet dog også kunne se din vælgererklæring. Det er nødvendigt for at registrere din vælgererklæring for det rigtige parti i vælgererklæringsportalen.
Din vælgererklæring bliver opbevaret sikkert i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, så længe den er gyldig. Når vælgererklæringen udløber eller trækkes tilbage af dig, bliver den fysiske blanket destrueret, og den digitale registrering bliver slettet.
Du kan læse mere om, hvordan dine personoplysninger bliver opbevaret, i artiklen her.
Før et nyt parti kan blive opstillingsberettiget til folketingsvalg eller Europa-Parlamentsvalg, skal partinavnet godkendes af Valgnævnet. Enhver, der har valgret, kan søge om at få godkendt et nyt partinavn.
Når Valgnævnet har godkendt partinavnet, opretter Indenrigs- og Sundhedsministeriet en indsamling for partiet her på vælgererklæringsportalen. Derefter kan vælgere frit logge ind på portalen og afgive vælgererklæringer for partiet i de 3 år, hvor Valgnævnets godkendelse gælder.
For tiden skal et parti indsamle 20.195 vælgererklæringer for at kunne stille op til folketingsvalg og 70.680 vælgererklæringer for at stille op til Europa-Parlamentsvalg.
Når partiet har indsamlet vælgererklæringer nok, kan det afslutte indsamlingen og ansøge indenrigs- og sundhedsministeren om at blive opstillingsberettiget. Dette kaldes en partianmeldelse. Partier med en gyldig partianmeldelse har ret til at komme på stemmesedlen ved næste valg.
Reglerne om indsamling af vælgererklæringer findes i § 12-12 b i folketingsvalgloven og § 11-11 b i Europa-Parlamentsvalgloven. Reglerne om proceduren for indsamling og afgivelse af vælgererklæringer er nærmere fastsat i vælgererklæringsbekendtgørelsen.
Her finder du folketingsvalgloven.
Her finder du Europa-Parlamentsvalgloven.
Når du har afgivet en vælgererklæring for et parti til folketingsvalg eller Europa-Parlamentsvalg, gælder din vælgererklæring i 18 måneder. Du kan trække den tilbage, så længe partiet, som du har støttet, stadig er i gang med at samle vælgererklæringer ind.
Hvis partiet får vælgererklæringer nok, kan det søge om at stille op til næste valg. Når det sker, bliver indsamlingen låst, og du vil ikke længere kunne trække din vælgererklæring tilbage. Her kan du finde en liste over de opstillingsberettigede partier, man i øjeblikket ikke kan tilbagetrække vælgererklæringer fra.
Hvis partiet er blevet opstillingsberettiget til folketingsvalg, vil partiet være opstillingsberettiget indtil afholdelsen af næste folketingvalg, dog altid i minimum 18 måneder. Din vælgererklæring vil være bundet til partiet i hele perioden. Det gælder også, selvom der er valg inden for de første 18 måneder. Derefter vil du igen kunne afgive en ny vælgererklæring.
Hvis partiet er blevet opstillingsberettiget til Europa-Parlamentsvalg, vil partiet være opstillingsberettiget indtil afholdelsen af næste Europa-Parlamentsvalg. Din vælgererklæring vil være bundet til partiet i hele perioden. Derefter vil du igen kunne afgive en ny vælgererklæring.
Sådan gør du
Du kan afgive én vælgererklæring for et parti til folketingsvalg og én vælgererklæring for et parti til Europa-Parlamentsvalg. Det kan være for det samme parti eller to forskellige.
Start med at vælge, om du vil give en vælgererklæring til folketingsvalg eller Europa-Parlamentsvalg.
Find derefter partiet i listen og igangsæt din vælgererklæring.
Når du har igangsat en vælgererklæring, skal du vente 7 døgn (7 x 24 timer), før du kan bekræfte den. At hjælpe et parti til at komme på stemmesedlen er en vigtig demokratisk handling, og den såkaldte eftertænksomhedsperiode skal derfor sikre dig tid til at overveje din vælgererklæring.
Når de 7 døgn er gået, får du en påmindelse i din e-Boks (eller med posten, hvis du er fritaget for Digital Post) med et link til vælgererklæring.dk, hvor du kan bekræfte din vælgererklæring. Når du har bekræftet vælgererklæringen, er den gyldig i 18 måneder. Når partiet har vælgererklæringer nok, kan det søge om at blive godkendt som opstillingsberettiget parti og dermed komme på stemmesedlen ved næste valg.
Log ind og find partiet, du har igangsat en vælgererklæring for.
Du kan trække din vælgererklæring tilbage, så længe partiet stadig samler vælgererklæringer ind. Hvis partiet har fået vælgererklæringer nok og søgt om at stille op til næste valg, bliver indsamlingen dog låst, og du vil da være bundet af vælgererklæringen, så længe den er med til at gøre partiet opstillingsberettiget.
Log ind og find det parti, du vil trække din vælgererklæring tilbage fra.