Hvem kan se min vælgererklæring?
Når du har bekræftet din vælgererklæring, vil du kunne se, at partiets samlede antal vælgererklæringer bliver opdateret. Din vælgererklæring vil således optræde som et tal på partiet. Hverken ministeriet, partiet eller andre vil kunne se, hvem du har afgivet en vælgererklæring for.
Først når partiet har afsluttet sin indsamling og søgt om at blive opstillingsberettiget, får Indenrigs- og Sundhedsministeriet adgang til oplysninger om, hvem der har afgivet vælgererklæring for et parti. Her skal ministeriet nemlig kontrollere, om alle vælgererklæringer er gyldige og kan tælles med.
Hvis du afgiver eller tilbagetrækker en vælgererklæring på en papirblanket, vil sagsbehandleren i Indenrigs- og Sundhedsministeriet dog også kunne se din vælgererklæring. Det er nødvendigt for at registrere din vælgererklæring for det rigtige parti i vælgererklæringsportalen.
Din vælgererklæring bliver opbevaret sikkert i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, så længe den er gyldig. Når vælgererklæringen udløber eller trækkes tilbage af dig, bliver den fysiske blanket destrueret, og den digitale registrering bliver slettet.
Du kan læse mere om, hvordan dine personoplysninger bliver opbevaret, i artiklen her.